Konstrueret dagbog
D. 25 april 1915,
The Fourteenth General Hospital
Jeg har endnu ikke haft behov for at skrive mine tanker ned. Da jeg
egentlig bare har gjort mit, for at holde tapre soldater i live. Men nu skriver
jeg… mere frustreret end nogensinde.
Min ven, Løjtnant Johnson døde i nat efter en infektion i såret efter en
bajonet på sit lår. Hans forløb var ikke anderledes end de tusindvis af andre
soldater, som jeg møder her på The Fourteenth Genereal, men tabet af ham
gør mig mere frustreret end nogensinde. Jeg møder mænd med inficerede
forbrændinger, blodinfektioner og soldater med benedder, hvor bakterier har
angrebet knoglerne. Løjtnant Johnson havde et stort inficeret sår, hvor
granatstumper havde gravet kratere i kødet. Udsigten er ens for dem alle – de
vil nok dø ligesom min ven. Udmattende af krigens strabadser og tilredt af
granater, bajonetter og kugler, kæmper de alle en kamp på liv og død mod
bakteriernes stormløb[1].
Da oberstløjtnant Almroth Wright i ”The Royal Army Medical Corps” tog mig
med til Boulogne[2],
vidste jeg at sårinfektioner ville blive den største opgave at behandle[3].
Alligevel var jeg ved godt mod, fordi Wrights vaccination mod tyfoid feber
havde givet forbløffende resultater.[4]
Allerede da vi ankom til militærhospitalet, blev vi mødt af en frygtelig stank,
som selv ikke den flittige brug af antiseptika kunne dække. Mit mod dalede i
takt med dagene, som gik. Heldigvis gav Arthur Nicolaier[5]
os i The Fourteenth Genereal midlertidig mod på livet, da han
muliggjorde en produktion af antitoksin. Mange af soldaterne døde af stivkrampe
i efteråret, men nu kan alle soldater behandles profylaktisk med antitoksin.[6]
Dette bevirkede desværre ikke, at behandlingen af inficerede sår blev mindre
problematisk, og mine patienter dør stadig på stribe.
Det er en almindelig opfattelse blandt mine kollegaer, at man undgår, at
sår bliver identificeret ved brug af koncentrerede opløsninger af antiseptika,
men dette holder langt fra stik i praksis. Vi brugte selv høje koncentrationer
af antiseptika på The Fourteenth Genereal, eftersom Joseph Lister[7]
i 1867 dramatisk havde nedbragt antallet af postoperative infektioner. Men
verden har forhåbentlig læst mine artikler i ”The Lancet”[8],
da jeg her har skrevet, at det er vigtigt at være opmærksom på, at antiseptika
ikke kan gennemtrænge komplicerede sår, og der her er grobund for
bakterievækst. Endvidere slår antiseptika fagocytter ihjel, netop de hvide
blodlegemer som er i stand til at fjerne bakterier. Jeg føler mig derfor stadig
frustreret, da jeg kun kan lindre de dødendes lidelser med morfinsprøjten.
Kunne jeg dog blot finde et stof med samme gode virkning på bakterier som
Salvarsan.[9]
Vi behandler nu soldater med sterile saltvandsopløsninger og forbindinger
naturligvis for at holde disse mænd i live. Så længe de er i live, er der en
chance for, at kroppens naturlige forsvarsmekanisme vil komme til undsætning.
Men med patienter som vores er udsigterne alt andet end lyse[10].
Hvil i fred Johnson.
[1]
Ratcliff J.D:Eventyret om penicillin,
Nyt Nordisk Forlag 1945
[2] Alexander Fleming tog under 1 verdenskrig til
et militærhospital i byen Boulogne i Frankrig for at behandle sårede
soldater.
[3] Hartmann-Petersen Preben: Alexander Fleming og
penicillinet, Polyteknisk Forlag 2006
[4] Porter Roy: Medicinenes historie, Rosinante 2003
[5] Arthur Nicolaier var intern
mediciner. Han muliggjorde tetanus-antitoksin, midlet mod
stivkrampe. Stivkrampe forekom blandt 2-3% af de sårede soldater under 1
verdenskrig.
[7] Joseph Lister var en engelsk kirurg, der
desuden blev pioner inden for antiseptiske kirurgi. Han fremsatte tanken om
sterile operationer, og han nedbragte hermed antallet af postoperative
infektioner.
[8] ”The Lancet” er et engelsksproget
videnskabeligt tidsskrift, hvor Alexander Fleming udgav artikler.
[9]
Hartmann-Petersen Preben: Alexander Fleming og
penicillinet, Polyteknisk Forlag 2006
